Dramatrekanten i parforhold: forfølger, offer og redder

Jeg hedder Gildas Garrec og arbejder inden for kognitiv adfærdsterapi (TCC). I denne artikel gennemgår jeg dramatrekanten, sådan som den viser sig i parforhold, og hvordan man kommer ud af den. Hvis emnet fanger dig, kan du læse mere om, hvordan analysen er bygget op, på ScanMyLoves danske side om Karpmans dramatrekant, eller prøve ScanMyLove, som gennemgår jeres egne beskeder og viser, hvornår mønsteret dukker op. Der findes desuden en test om parforhold (på engelsk), hvis I ønsker et bredere perspektiv på relationen — linket fører til den engelske udgave, ikke en dansk oversættelse.

Hvad er Karpmans dramatrekant?

Dramatrekanten er ikke en personlighedstype eller en diagnose. Den er en beskrivelse af et spil — et gentaget mønster af roller, som opstår, når en konflikt kører fast. Karpman udviklede modellen inden for transaktionsanalysen, den terapiretning Eric Berne grundlagde, og pointen er præcis den samme som i Bernes eget arbejde: det er samspillet, der skal undersøges, ikke den enkelte person.

De tre roller er forfølgeren, offeret og redderen. De optræder ofte i par- og familiekonflikter, fordi de tilbyder hver deltager en hurtig, men midlertidig følelse af mening: forfølgeren får ret, offeret får medlidenhed, redderen får en følelse af at være uundværlig. Prisen er, at ingen af rollerne løser det egentlige problem. De holder konflikten i gang, netop fordi de føles bekendte og forudsigelige.

Det centrale ved modellen er, at rollerne ikke er faste. Den samme person kan starte som redder, blive irriteret over ikke at blive påskønnet, gå over i forfølger — og ende som offer, når den anden trækker sig. Et helt skift kan ske i løbet af få minutter, eller endda i én enkelt beskedudveksling.

De tre roller

Forfølgeren

Forfølgeren bebrejder, kontrollerer og kritiserer. Typiske formuleringer handler om den anden person som helhed (»du er altid sådan«, »du tænker aldrig dig om«) frem for om en konkret handling. Forfølgeren oplever selv ofte, at vedkommende blot »siger tingene, som de er«, men effekten på modtageren er angreb, ikke dialog.

Offeret

Offeret føler sig afmægtigt og fralægger sig ansvaret for at ændre situationen. Sætninger som »det nytter alligevel ikke«, »sådan er det bare for mig« eller »jeg kan ikke gøre for det« er kendetegnende. Det er ikke en påstand om, at offerets smerte ikke er reel — men i denne rolle bliver smerten et endepunkt frem for et udgangspunkt for handling.

Redderen

Redderen hjælper uopfordret, ordner det hele for den anden og gør sig dermed uundværlig. Det lyder omsorgsfuldt, men har en skyggeside: redderen tager beslutninger fra den anden, som den anden faktisk kunne have taget selv, og bygger derved — ofte ubevidst — en relation, hvor den ene part forbliver afhængig.

Hvorfor rollerne skifter under en konflikt

Dette eksempel er opdigtet, men mønsteret er det, modellen beskriver: rollerne er ikke, hvem man er, men hvad man gør i en given udveksling. Det er også derfor, det sjældent hjælper at pege fingre af »hvem der startede«. Begge parter bidrager til at holde trekanten i gang, uanset hvilken rolle de indtager i øjeblikket.

Vejen ud: vindertrekanten

Terapeuten Acey Choy foreslog et modstykke til dramatrekanten: vindertrekanten. Hver rolle har et sundt alternativ, der løser det samme underliggende behov uden at fastholde spillet.

At gå fra forfølger til assertiv betyder at formulere et behov (»jeg har brug for, at vi deler opgaverne anderledes«) i stedet for en anklage. At gå fra offer til sårbar betyder at bede konkret om hjælp, samtidig med at man beholder ansvaret for sin egen del af løsningen. At gå fra redder til omsorgsfuld betyder at støtte den anden uden at overtage beslutningen for vedkommende.

Ingen af disse skift sker automatisk. De kræver, at man først genkender, hvilken rolle man selv er tilbøjelig til at gå ind i — og det er ofte lettere at se udefra end midt i en konflikt.

Sådan opdager du mønsteret i jeres egne beskeder

Skrevne samtaler efterlader et spor, som en samtale i telefonen ikke gør. Bebrejdelser, »du«-udsagn, udtryk for afmagt og uopfordrede løsningsforslag kan alle genfindes i beskedernes ordvalg og rækkefølge. Det er præcis dette, ScanMyLove ser efter: værktøjet markerer, hvilke beskeder der udtrykker hver rolle, og kortlægger på en tidslinje, hvordan rollerne skifter mellem jer gennem en samtale.

En rapport kan for eksempel vise, at den ene part pendler mellem offer og forfølger, mens den anden bliver stående i redderrollen — et mønster, der langsomt tapper energien ud af forholdet uden nogen åbenlys, enkeltstående konflikt. At se mønsteret sort på hvidt gør det lettere at genkende det, næste gang det opstår i en almindelig samtale.

Hvad forskning i konflikthåndtering peger på

Det, dramatrekanten beskriver som et rollespil, kaldes i kognitiv adfærdsterapi ofte for et fastlåst kommunikationsmønster: en gentaget sekvens, hvor den enes reaktion udløser den andens, uden at nogen af parterne oplever selv at kunne bryde cirklen. Assertionstræning — at øve sig i at formulere behov klart og roligt uden hverken at angribe eller underkaste sig — er en af de metoder, der bruges til at afbryde denne type mønstre. Det svarer i praksis til at øve netop de tre alternativer, vindertrekanten beskriver: at sige sit behov (i stedet for at forfølge), at bede om hjælp uden at opgive ansvaret (i stedet for at være offer), og at støtte uden at overtage (i stedet for at redde).

Det er værd at bemærke, at ingen af de tre roller i sig selv gør nogen til en dårlig partner. De er strategier, som alle mennesker kan ty til under pres — spørgsmålet er, om man kan se det, mens det sker.

Læs også

• Sådan fungerer ScanMyLove: en guide til samtaleanalyse

Ofte stillede spørgsmål

Betyder det, at den ene af os er »problemet«?

Nej. Modellen beskriver et samspil mellem to personer, ikke en egenskab ved den ene. Begge parter bevæger sig typisk mellem rollerne over tid, og det er selve mønsteret, der skal brydes — ikke en bestemt person, der skal udpeges som skyldig.

Kan man være redder uden at vide det?

Ja. Redderrollen ligner ofte omsorg udefra, både for redderen selv og for omgivelserne, og bliver derfor sjældent genkendt som en del af problemet. Det, der adskiller den fra reel omsorg, er, om hjælpen er efterspurgt, og om den lader den anden beholde ansvaret for sin egen del.

Hvordan starter man med at bryde mønsteret?

Ved at lægge mærke til, hvilken rolle man selv falder ind i først i en konflikt, og øve sig i det tilsvarende alternativ fra vindertrekanten: sige et behov i stedet for at bebrejde, bede om konkret hjælp i stedet for at give op, eller støtte uden at overtage. Én ændret reaktion er nok til at bryde et helt forløb, fordi de øvrige roller er afhængige af, at modparten spiller med.